4. Kapitel
Isheksens Forbandelse

Et par måneder inden Helgis tolvte fødselsdag gav Uhrin endelig Haldur tilladelse til at oplære drengen i sværdets kunst. Det blev hurtigt klart for alle landsbyens beboere, at Helgi var et naturtalent med den skarpe klinge. De gamle vikinger nikkede anerkendende, mens de store drenge skulede misundeligt, når Haldurs elev trænede i landsbyens udkant.
     Helgi besad en instinktiv forståelse for sværdets mysterier, men han manglede tålmodighed. Gang på gang måtte Haldur irettesætte ham og minde ham om, at det var nødvendigt at mestre grundslagene, inden man begav sig videre til mere avancerede kampteknikker. Men sandheden var, at Helgi allerede mestrede grundslagene. Haldur nægtede imidlertid at erkende, at så ung en dreng kunne udvise en sådan ekspertise, og derfor tvang han Helgi gennem den ene kedsommelige øvelse efter den anden. Dette blev for meget for Helgi, som på trods af et forbud fra Uhrin begyndte at træne alene. Haldur afslørede dog som regel den ulovlige træning, og hver gang blev straffen, at Helgi skulle hugge brænde sammen med trællene. Det var hårdt arbejde at hugge brænde, og inden længe havde Helgi udviklet sig til et veritabelt muskelbundt.

Helgi koncentrerede sig så meget om sværdtræningen, at han ofte mistede fornemmelsen for tid og sted. Med Morkars skæfte i sin næve følte han et dybt slægtskab med sagaernes helte. Hvem ved, tænkte han profetisk, måske vil der også en dag blive fortalt sagaer om mig?
     På trods af sine mange dagdrømme kunne Helgi dog ikke undgå at bemærke, at en mørk hemmelighed rugede over landsbyen. I de gamle vikingers sagte hvisken lå antydninger af en skæbnesvanger forbandelse. En kold efterårsdag opsøgte Helgi Uhrin for at lære om forbandelsen.
     "Hvorfor spørger du?" forlangte Uhrin at vide.
     "Landsbyen er blevet mit hjem," sagde Helgi. "Det er min opgave at beskytte den."
     "Din opgave," gentog Uhrin og lo. Men det var en tør latter, og skumle tanker anedes i vismandens enlige øje. Den skarpe oktobersol afslørede samtlige rynker i Uhrins ansigt, og for første gang spekulerede Helgi på Uhrins alder. Hvor gammel var den gamle mand egentlig? Tilhørte han denne æra, eller var han et levn fra svundne tider?
     "Meget vel!" udbrød Uhrin og klappede sine tørre hænder sammen med en høj lyd, som skræmte to sorte fugle ud af et nærliggende træ. "Din nysgerrighed skal belønnes. Endnu er du ikke en mand, men alligevel vil jeg fortælle dig om Isheksens Forbandelse."
     "Isheksen," hviskede Helgi.
     "Denne egn er forbandet," nærmest messede Uhrin. "Engang var vort folk en mægtig stamme, som herskede i dalene og på fjeldene. Vi sejlede på floderne og på havene, og hver årstid bragte os ny hæder og magt. Vore sejrsbrøl rungede mellem horisonterne, og vi følte os som denne verdens guder."
     "Men..."
     "Afbryd mig ikke knægt!" Uhrins øje lynede, og Helgi vaklede et skridt baglæns. "Vores magt voksede sig total, og derfor glemte vi vores plads i det kolde univers. Vi glemte, at vi blot er Odins tjenere, og derfor anede vi ikke uråd, da Isheksen først viste sig iblandt os."
     Uhrin blev tavs. Han stirrede ned på den stenede jord, mens efterårsblæsten klagede som et døende dyr. Efter en rum tid genoptog han sin fortælling. "Hun var smuk... smukkere end synet af flygtende fjender. Hvordan kunne vi vide, at vor undergang skjulte sig bag denne skønhed?"
     "Hvad gjorde hun?"
     "Hun sang. Hun fortalte historier. Hun hviskede hemmeligheder. Langsomt men sikkert overbeviste hun os om, at vi var større end guderne. Og vi lod os overbevise. Hendes ord berusede os som den lifligste mjød, og til sidst kunne ingen sige nej til hende. På årets korteste dag forlangte hun, at vi skulle smede stammens hellige våben om til en statue. Vi var fortryllede af hende og gjorde, som hun sagde."
     "Hvad forestillede statuen?"
     "Den forestillede hende. Den funklede smukt under stjernernes skær. Men da månen stod direkte over os, blev statuen levende. Isheksen og statuen, de... de smeltede sammen til ét væsen. Med forfærdelige øjne så det på os. Og lo. Jeg hører stadig den grusomme latter i mine mørkeste mareridt. Isheksen lo, fordi hun havde taget vores ære. Hun havde kappet vores bånd til Odin og Thor, og siden da har vores stamme været forbandet. Vi ofrer stadig til guderne, men de vil ikke længere vide af os."
     "Jeg vil finde Isheksen og dræbe hende," sagde Helgi.
     Uhrin fornemmede det afgrundsdybe had i drengens røst. "Du er vort eneste håb," sagde vismanden. "Dit sværd Morkar er et helligt våben. Der er krigere her i landsbyen, som har bedt mig om lov til at tage det fra dig. Men da jeg første gang mødte dig, så jeg, at din skæbne er forbundet med sværdet. Og jeg så, at landsbyen skæbne er forbundet med dig..."
     Blæsten tog til.

TIL KAPITEL 5