3. Kapitel
Den Hemmelige Landsby

Uhrin og Haldur var glade for, at Helgi sov. Indtil videre var det vigtigt, at den fremmede dreng intet vidste om den skjulte passage, som førte til Den Hemmelige Landsby. Drengen var tydeligvis en viking, men han var nødt til at gennemføre Smertens Ritual, inden han kunne blive indviet i klanens mysterier. Men der ville gå flere år, inden Helgi blev voksen nok til at prøve kræfter med det grufulde ritual. I klanens lange historie havde ingen viking under 16 år endnu overlevet den barske prøvelse. Intet tydede på, at denne dreng var anderledes.
     Endnu...

Da Helgi vågnede, var den korte dag allerede begyndt at gå på hæld. Stjernerne blomstrede langsomt frem på himlen over Nordland, men Helgi så dem ikke. Han lå ved siden af et buldrende bål inde i Haldurs hytte. Som det første sikrede Helgi sig, at Morkar og bjørneskindet stadig var hos ham. Det var de. Han satte sig forvirret op og stirrede ind i ilden.
     "Nå, så kunne du vågne, knægt," lød en stemme bag ham.
     Helgi greb Morkars skæfte og hvirvlede omkring.
     "Tag det roligt," smilede Haldur. "Du er i sikkerhed her. Er du sulten?"
     Helgi nikkede og lagde sværdet fra sig. Han var meget sulten. Med et taknemmeligt nik tog han imod en skive brød og en skål dampende ulvesuppe.
     "Velkommen til vores landsby," sagde Haldur, mens Helgi kastede sig over maden. "Uhrin har befalet, at jeg skal oplære dig i krigskunst. Sørg for at spise dig mæt, så begynder træningen i morgen."

Der findes forskellige slags læremestre i denne verden. Nogle er hurtige, mens andre er langsomme. Haldur hørte til den sidstnævnte slags, men med det rolige tempo fulgte en stædig jagt på perfektion. Som årene gik, lykkedes det Haldur at gøre sin unge elev til en lovende kriger. I løbet af det første år lærte Helgi at mestre øksen, og inden det følgende år var gået, blev han ferm med buen. I de år blev Helgi også fortrolig med den daglige dont i landsbyen. Han hørte på, når Uhrin læste op af sagaerne, og han var med, når landsbyens drenge jog ulvene væk fra markerne. Helgi overværede bryllupper og begravelser, og han fik venner og fjender blandt de andre drenge.
     Helgi blev hurtigt accepteret af klanen, men en del af ham følte sig altid som en fremmed. Hans far Thorfinn gik igen i hans drømme, og bag synet af faderen rugede skæbnesvangre visioner om hævn og evig magt. Helgi havde det godt med Haldur, Uhrin og de andre vikinger, men det største slægtskab følte han dog med Morkar. De første mange måneder kunne Helgi ikke falde i søvn uden sværdet i sin hånd. Intet beroligede ham så meget som spejlingen af bålets røde flammer i det kolde stål.
     Men Uhrin forbød Haldur at oplære Helgi i sværdets kunst.
     "Vent et år," sagde Uhrin til Haldur, mens de begge troede, at Helgi sov. "Jeg fornemmer, at drengen drages for hastigt mod sin skæbne. Han er som en ravneunge, der tror, at månen er inden for rækkevidde."
     Helgi hørte ordene men sagde intet. Han følte sig som en ravn. Og han vidste, at alt var inden for rækkevidde.

TIL KAPITEL 4