2. Kapitel
Det Sorte Fjeld

DET SORTE FJELD levede op til sit navn; det var et fjeld, og det var sort. Det var så sort, at kun en viking kunne forstå det. Helgi tog en dyb indånding og begav sig hen mod fjeldet. Han magtede ikke at løfte det hellige sværd Morkar, og klingens spids trak en dyb rende i isen, mens fjeldets sorte kontur gjorde natten dybere.
     Helgi besteg fjeldet. Med hvert skridt nærmede han sig den skæbne, som nu lå i Odins hænder. Da han omsider nåede fjeldets top, faldt han udmattet omkuld. Solen kæmpede sig stædigt op over horisonten, og dens første stråler ramte sværdet Morkar. Det var et prægtigt syn, men Helgi ænsede det ikke. En dyb søvn havde grebet ham, og i den søvn så han billeder fra fremtiden. I voldsomme drømme fik han indblik i den evige magt, som er vikingernes. Han så sig selv lede en mægtig hær over en uendelig tundra; han så sig selv lede belejringen af et frygtindgydende citadel... og han så en funklende trone af det pureste guld.
       Imens hvilede tre øjne på Helgi. To af dem sad i hovedet på en viking ved navn Haldur, mens det sidste tilhørte asa-præsten Uhrin den Kloge. Haldur og Uhrin var på vej hjem til deres landsby, men synet af den sovende dreng havde bremset deres færd.
     "Hvem er den dreng?" spurgte Uhrin.
     Haldur trak på skuldrene. "Jeg har aldrig set ham før. Han er ikke her fra fjeldet."
     "Hmmm," brummede Uhrin og satte sig på hug ved siden af Helgi. "Dette er i sandhed et mysterium. Man ser straks, at drengen er af vikingeslægt, men hvorfor er han her alene? Og hvorfor bærer han en voksen mands sværd?"
     I det øjeblik vågnede Helgi med et sæt. Som det første så han det manglende øje i Uhrins vise ansigt. "Odin?" spurgte han forfjamsket.
     "Nej, min søn," lo Uhrin og klappede Helgi på hovedet. "Mit navn er Uhrin den Kloge, og krigeren her hedder Haldur. Men hvem er du?"
     Helgi satte sig forvirret op og stirrede på de to fremmede. En stemme dybt i hans indre sagde, at han godt kunne stole på dem, og snart gik han i gang med at fortælle sin historie. Da han var færdig, faldt han på ny i en dyb søvn.
    Haldur bøjede sig ned over Helgi. Han var lige ved at tage Morkar, da Uhrin stoppede ham. "Nej, Haldur!" befalede vismanden. "Jeg kan mærke, at drengens skæbne er forbundet med sværdet. De to skal blive ét."
    Haldur nikkede og lod sværdet blive i Helgis næve. Han løftede den sovende dreng op i sine arme og fulgte efter Uhrin, som allerede var begyndt at gå videre mod landsbyen.
    Højt over de tre generationer af vikinger svævede to ravne...

TIL KAPITEL 3