SPØRGSMÅL: Hvor ligger TOTAL VIKING POWER!!!
i det politiske spektrum?
SVAR: Det her er måske et lidt mærkeligt spørgsmål, men det er blevet
diskuteret i gæstebogen, og derfor skal jeg selvfølgelig nok prøve at
besvare det. Diskussionen startede med, at Cristophpher skrev dette indlæg:
Hej Troels. Tak for et fedt
site, hvor man kan få alt at vide om viking. Jeg har et spørgsmål, som er
lidt svært, fordi det handler om politik. Hvaffor et parti vil vikingerne
stemme på, hvis de nu levede i dag? Selvfølgelig vil de helst stemme på
dronningen, men det kan man jo ikke... Jeg har selv tænkt lidt over det, og
jeg synes det er svært. Vil vikingerne helst stemme på Dansk Folkeparti, som
bare vil smadre alle dem som ikke er dem selv, eller er de mere til de
Konservative, som bare vil have at tingene var som i gamle dage, eller vil
de hellere stemme på Junibevægelsen, som heller ikke gider at være sammen
med de andre lande, men ikke er kristne ligesom DF, men til gengæld meget
spædere?? I hvert fald vil de ikke stemme på Kristen Demokraterne, fordi de
selvfølgelig er kristne, og heller ikke SF, fordi de er vegetarer. Og nu må
du ikke sige, at de bare laver deres eget parti, for jeg vil gerne vide,
hvor de skal sidde i folketinget, hvis de kom ind. På forhånd mange tak til
dig, Troels, for at svare.
Det er egentlig et ret godt spørgsmål, men
desværre tror jeg ikke, at det kan besvares. Nogle af de danske konger
af England var ganske vist involverede i nogle politikagtige ting, men
99,99% af vikingerne havde intet med politik at gøre. De stemte ikke; de gik
ikke til valgmøder, og de hængte ikke åndssvage plakater op. De havde
rimeligt travlt med at gå amok og læse sagaer.
Moderne politikere siger tit, at politik er "det
muliges kunst". Men man kan jo sige det samme om madlavning, fodbold og
keramik, så jeg fatter ikke rigtig, hvad de mener med det. Til gengæld er
det en historisk kendsgerning, at intet er umuligt for en ægte viking.
Derfor var politik lidt ligegyldigt, og på den måde er det helt vildt svært
at sige noget om TOTAL VIKING POWER!!! og det
politiske spektrum. Det giver ingen mening at snakke om højre- eller
venstrefløj, for vikinger er kun vante til at bevæge sig direkte fremad (mod
fjenden).
Når man ser ud over nutidens verden, er det et
mærkeligt faktum, at der kun findes to store partier i de fleste lande.
Sådan er det i England, USA, Tyskland, Frankrig, Canada, Indien, Brasilien
og mange andre steder. Og i masser af lande er der kun ét parti. Men i alle
de skandinaviske lande er der tonsvis af partier. Det skyldes, at der stadig
er rester af TOTAL VIKING POWER!!! i den
nordiske folkesjæl. Det er meget nemmere at blive uenig, når der er masser
af partier. Uenighed er som regel en god mulighed for en slåskamp, og
slåskampe er TOTAL VIKING POWER!!!
|