Her er min roman "Sværdets Søn". Den handler om en ung viking, som går amok.
1. Kapitel
Den Barske Vinter
VINTEREN kom tidligt til Nordland. Sneen væltede ned fra den blygrå himmel,
og ulvenes hyl gjaldede fra Det Sorte Fjeld. Ude på den frosne fjord anedes
det flakkende skær fra et ensomt bål - det eneste lys i en verden af mørke.
To mennesker var på rejse gennem mørket. Lige nu varmede de sig ved den
brølende ild. Thorfinn stirrede intenst ind i flammerne, mens han hviskede
et enkelt ord igen og igen.
"Hævn. Hævn. Hævn."
"Hvad siger du, far?" spurgte Helgi. Drengen lå
indsvøbt i det bjørneskind, som havde fulgt ham overalt siden hans fødsel
for otte vintre siden. Den fødsel, som havde kostet ham en mor og Thorfinn
en kone...
"Hævn."
Helgi lukkede øjnene og skuttede sig i bjørneskindet.
Kort efter hørte han en velkendt lyd. Det var lyden af Thorfinn, som sleb
det hellige sværd Morkar. Helgi faldt i søvn med et smil på sine blåfrosne
læber. Han drømte om blod.
Den næste dag var lige så kold som de forrige. Thorfinn og Helgi vågnede
langsomt fra deres søvn. Thorfinn strakte sin muskuløse krop, mens Helgi
prøvede at ignorere sulten, der gnavede i ham som en vampyr.
Stilheden blev flænget af et langt, sørgmodigt ulvehyl.
Thorfinn greb fat om Morkar, og Helgi gemte sig i bjørneskindet. Ulvens hyl
blev besvaret. Gennem det tætte snevejr anede Thorfinn konturerne af store,
sorte dyr. De nærmede sig langsomt men sikkert. Thorfinns knoer blev hvide,
da hans barkede næve strammede grebet om Morkars skæfte.
"Lig stille, min søn," hviskede han. "Tænk på Odin og
lig helt stille."
Helgi gjorde som beordret. Gennem det tykke bjørneskind
hørte han ulvenes hyl komme nærmere og nærmere. Han fokuserede al sin energi
på tanken om den mægtige Odin i Valhalla.
"Aaaaaargh!" skreg Thorfinn, mens han kastede sig frem
mod den nærmeste ulv. Morkars skarpe klinge kløvede dyrets hals, og tykt
ulveblod fossede dampende ud på isen. Thorfinns ansigt strålede af lyksaligt
vanvid. Fjenderne angreb fra alle sider, og kamppladsen var et prægtigt
inferno af stål og tænder. Det ene ulvehoved efter det andet ramte isen med
en dump lyd, mens Thorfinn skreg af lykke. Inde i bjørneskindet rystede
Helgi af skræk. Men bag rædslen gemte sig en større og smukkere sandhed:
Helgi vidste, at tiden snart ville komme, hvor også han ville blive en
mægtig kriger.
Virkeligheden begyndte at svinde fra Thorfinns
åsyn. Han så stadig den enorme horde af morderiske ulve sprinte frådende
gennem det tætte snefald. Men samtidig så han en anden virkelighed.
Han så en majestætisk hal, hvor store krigere lemlæstede hinanden med økser
og sværd. Blod blev blandet med mjød, og overalt herskede Odins evige magt.
Thorfinn så Valhalla...
Et dybt ulvebid bragte ham tilbage til den frosne
fjord. Han stod på en høj af døde ulve, men stadig strømmede fjenderne til.
Morkar drak dybt af deres blod. Men også ulvene fik stillet deres blodtørst;
Thorfinns krop var gennemhullet af dybe bid, men gennem hans årer rullede
bevidstheden om udødelig hæder.
Kampen stod på i tre dage og tre nætter. Thorfinn og den sidste ulv faldt
samtidig. Ulvens kæber var låst om Thorfinns strube, og Morkars klinge
spiddede ulvens krop. Thorfinns sjæl gled ud af det sønderrevne legeme. Mens
sjælen gled op mod Valhalla, skænkede den Helgi en sidste tanke.
Stilheden sænkede sig over fjorden. Inde i
bjørneskindet opfattede Helgi, at kampen omsider var overstået. Med en
blanding af frygt og lettelse forsøgte han febrilsk at kæmpe sig ud i den
friske luft. Han lå imidlertid begravet under hundreder af døde ulve, og det
tog ham hele dagen at undslippe sit makabre fængsel.
Da Helgi endelig nåede ud i friheden, hang månen lavt
over horisonten som en tung og giftig frugt. For første gang i ugevis var
himlen skyfri, og et bundløst mørke rugede mellem de funklende stjerner.
Helgi kravlede op på bjerget af døde ulve. Frossent blod knirkede under hans
støvler. Han nåede toppen... hvor han så sin fars lig.
Resterne af Thorfinns legeme var en skamferet og blodig
klump. Alligevel strålede liget af den evige magt, som er vikingernes. Helgi
fældede en enkelt tåre, mens hans hjerte svulmede af stolthed. Han faldt på
knæ og lagde sit hoved på Thorfinns brystkasse. Krigerens hjerte var holdt
op med at slå, men mindet om hans mod ville aldrig dø.
Efter en stund tog Helgi sværdet Morkar fra sin fars
frosne hånd. Han løftede klingen mod den dybe nat og fyldte sine lunger med
vinterens barske vinde.
"VALHALLA!!!" skreg han mod stjernerne. Stemmen, som
gjaldede over fjorden, tilhørte ikke længere et barn men en mand.
Den tilhørte en viking.